Gå til hovedindhold

Fra robot med kædetræk til AI

Den 23. september kan du på kurset ’AI som værktøj i din dagligdag’ møde Jens Peder Kristensen. Han er stifter af Tiny Mobile Robots og nu KeyResearch. Her beskæftiger han sig – sammen med Jesper Gadegaard - med AI-løsninger på tværs af brancher.

Indhold

    En robot på kædetræk med en laptop på toppen og en regnfrakke ovenpå når det regnede. Sådan så innovation ud, da Jens Peder Kristensen første gang stødte på en opfindelse, der skulle ændre hans liv.

    Det var i 2013 uden for Horsens. En prototyperobot med GPS og en laptop ovenpå hjalp med asfaltopmåling midt om natten. Jens Peder Kristensen så ikke bare en maskine; han så en mulighed da der var et behov og en løsning. Da forskeren bag ikke ønskede at kommercialisere idéen, sprang Jens Peder Kristensen til. Det blev startskuddet på en teknologisk rejse, der skulle føre til en global virksomhed med over 100 ansatte.

    Efter et års videreudvikling stod det klart, at markedet for asfaltopmåling var begrænset. Jens Peder Kristensen tænkte videre og satte en spraydåse på robotten. Nu kunne den markere, hvor asfaltmaskiner og stribemaskiner skulle arbejde. Pludselig voksede interessen markant. De første robotter blev solgt til kunder i Australien og Irland, hvilket var et stort sats med prototyper, men robotterne holdt.

    Selv om det nu gik bedre med salget ledte Jens Peder Kristensen efter flere muligheder. Denne gang faldt hans blik på fodboldbaner. Her stødte han dog på en særlig udfordring. En sidelinje på 105 meter skal være helt lige, da det menneskelige øje kan spotte selv små afvigelser. Det tog fem måneder at skabe den første perfekte linje. Herefter gik det stærkt. Robotten blev produktmodnet, og virksomheden TinyMobileRobots begyndte at vokse hurtigt, da efterspørgslen efter opstregningsrobotter var stor. I dag sælger virksomheden robotter over hele verden og beskæftiger 125 medarbejdere, hvoraf 35 arbejder er ansat uden for Danmark.


    Nyt fokus på AI

    I 2024 begyndte Jens Peder Kristensen at trække sig ud af den daglige drift af Tiny Mobile Robots, og den 30. april 2025 havde han sin sidste arbejdsdag. Pensionering var dog ikke på dagsordenen. I stedet vendte han sit fokus mod kunstig intelligens, et område han altid havde været fascineret af. I et AI-erhvervsnetværk i Aarhus mødte han Jesper Gadegaard, som har dyb teknisk forståelse og erfaring og delte ambitionen om at gøre AI forståeligt og tilgængeligt for mindre virksomheder. 

    Med Jens Peder Kristensen som erfaren CEO og Jesper Gadegade som den dybe tekniske AI specialist, skabte de sammen KeyResearch med en mission om at tilbyde AI-løsninger og praktisk undervisning. De så hurtigt et hul i markedet og lancerede et heldagskursus hos Techcircle med stor succes. Nu glæder de sig til næste kursus den 23. september og er allerede i tæt dialog med flere virksomheder om fremtidige AI-projekter – og er endnu engang klar til at gøre teknologi tilgængelig og skabe grobund for ny innovation.

    Læs mere om kurset her.

    Sidst opdateret: 24. juni 2025