Teknologiens rolle i hygiejneoptimering i den danske fødevareproduktion
Implementering af sensorbaseret teknologi er afgørende for at optimere hygiejne og effektivitet i fødevareproduktionen. Udfordringer som bekymring for forandring og omkostninger kræver samarbejde og vidensdeling. GTS-institutter og nationale klynger kan spille en central rolle i at bygge bro mellem virksomheder og teknologiudbydere, så fremtidens fødevareproduktion kan blive mere bæredygtig og sikker.

I en tid, hvor fødevareindustrien konstant udvikler sig for at imødekomme høje krav til sikkerhed og effektivitet, er det afgørende at finde innovative løsninger, der optimerer produktionen.
Det blev der sat skarpt fokus på ved seminaret "Smart og bæredygtig fødevareproduktion – hygiejne 1" den 6. februar 2025 hos FORCE Technology i Vejen.
Seminaret, der blev arrangeret af FORCE Technology og Food & Bio Cluster Denmark i regi af TechCircle, bød på spændende oplæg og gode diskussioner om hygiejne og sensorbaserede teknologier, der kan forbedre fødevareproduktionens sikkerhed og effektivitet.
Teknologi som nøgle til forbedret monitorering
En af de centrale problemstillinger, der blev drøftet, var behovet for løbende at overvåge produktionsprocessen gennem inline- og online-målinger. Denne tilgang sikrer ikke kun en konstant kontrol af selve fødevaren, men også af rengøringsprocedurerne, hvilket er essentielt for at opretholde høj hygiejnestandard. For fødevarevirksomheder er høj hygiejne en "license to operate" – uden tilstrækkelig kontrol kan hverken lovkrav eller kundernes forventninger imødekommes.
"For at sikre en effektiv implementering af teknologiske løsninger er det vigtigt at overvåge de rette steder, sikre valide måleresultater og opnå hurtige responsdata, der kan anvendes direkte i produktionen. Hvis teknologien ikke kan integreres hensigtsmæssigt, risikerer virksomheder at fastholde gamle, statiske arbejdsprocedurer uden at udnytte de nyeste innovationer," fortæller Annette Baltzer Larsen, chefkonsulent hos FORCE Technology.
Udfordringer ved implementering
Diskussionen på dagen gik meget på, hvorfor de nye teknologier ikke bliver implementeret. For på trods af de mange fordele ved sensorbaseret monitorering er der stadig store udfordringer forbundet med implementeringen.
Mange smarte teknologier får aldrig fodfæste i industrien, fordi de bryder med eksisterende arbejdsgange. Erfarne procesfolk har ofte fulgt de samme rutiner i mange år, og når nye teknologier ikke kan erstatte eksisterende procedurer en-til-en, opstår der bekymring. Derfor er mange af de teknologier, der bruges i dag, stadig dem, der blev introduceret for 20 år siden, da de oprindelige procedurer blev udformet.
Yderligere er der en betydelig omkostning forbundet med at ansætte de rette specialister, som kan sikre en vellykket implementering af teknologierne. Små og mellemstore virksomheder har ofte ikke ressourcerne til dette, hvilket betyder, at de kan ende med at blive efterladt på perronen, mens større aktører søger at drive innovationen fremad.
GTS-institutter og klynger kan agere bindeled
Både GTS-institutter som FORCE Technology og nationale klyngeorganisationer som Food & Bio Cluster Denmark har til formål at skabe positiv teknologisk forandring og gøre verden mere bæredygtig og sikker. Begge parter spiller derfor en central rolle i at samle industrien og understøtte implementeringen af ny teknologi.
Gennem vidensdelingsevents, som det afholdte seminar, skabes der en platform, hvor teknologileverandører og fødevareproducenter kan mødes for at drøfte udfordringer og løsninger.
"Det er en klar kerneopgave og forpligtelse for en GTS som FORCE Technology at afholde vidensdelingsevents, der kan samle industrien og være en platform for deling af interessante og komplekse problematikker, som vi så kan teste løsninger til. Vores brede erfaring med alt fra hygiejne og proces til fotonik giver os en god mulighed for at sætte både teknologileverandører og aftagere i en styrket position i disse implementeringsprojekter," fortæller Lucas Lyst Thiesen, fotonikingeniør hos FORCE Technology.
FORCE Technology har desuden midler til at dække de indledende omkostninger ved test og udvikling, hvilket kan være afgørende for at fjerne nogle af de barrierer, der ofte hindrer innovation.
Hos Food & Bio Cluster Denmark arbejder man for at samle hele branchen om at tænke nyt og skabe udvikling. Det sker igennem en række forskellige tilbud til virksomheder.
"Udover at afholde faglige events som seminaret her, kan virksomheder bl.a. også få adgang til relevante faglige netværksgrupper, hvor medlemmer kan dele viden og sparre med hinanden om specifikke emner i et neutralt og fortroligt rum, fortæller Anders Skeem," International Manager hos Food & Bio Cluster Denmark og slutter:
"Derudover hjælper vi virksomheder med skræddersyet 1:1-sparring i alle vækstfaser med udgangspunkt i den enkelte virksomheds konkrete behov og situation, og det omfatter bl.a. også at vurdere den rette funding-løsning for den enkelte virksomhed."
Ved at bringe ekspertise og aktører sammen, kan fremtidens fødevareproduktion blive mere sikker, bæredygtig og effektiv gennem innovative teknologiske løsninger.
Yderligere læsning:
Fokusanalyse, udarbejdet af FORCE Technology for Food & Bio Cluster Denmark: ” Perspektiver for brug af effektiv testmetode til identifikation af patogener og kvalitetsforringende mikroorganismer i fødevareproduktion”
https://www.foodbiocluster.dk/rapporter-og-analyser/effektiv-testmetode-til-identifikation-af-patogener-og-kvalitetsforringende-mikroorganismer