Gå til hovedindhold

Udvikling af intelligent kompression

Cirka 1500 borgere i Aarhus Kommune får dagligt hjælp til at tage medicinske kompressionsstrømper på og af. I regi af TechCircle var en række praktikere fra Aarhus Kommune samt private virksomheder samlet til et arrangement, der skulle sætte fokus på smartere løsninger på en udfordring, der både begrænser borgernes selvhjulpenhed og skaber arbejdsmiljøproblemer.

Indhold

    Det var en anderledes dagsorden, der stod på programmet, da Aarhus Kommune inviterede til dialogmøde om intelligent kompression i Folkehuset Viby. Her mødtes medarbejdere fra Sundhed og Omsorg med private aktører for at diskutere, hvordan teknologi kan løse en hverdagsudfordring, som mange ikke tænker over.

    "Cirka 1500 borgere i Aarhus, skal hver dag skal have kompressionsstrømper af og på, og selvom der findes mange gode hjælpemidler, er strømperne svære at håndtere for både medarbejdere og borgere. Vi håber, at vi med arrangementet kan tage første spæde skridt til at skubbe på en udvikling af en anden type medicinsk kompressionsstrømpe, som løser nogle af de udfordringer plejepersonalet og borgerne står med i hverdagen," siger Mette Callsen, der er konsulent i Velfærdsteknologi i Sunbdhed og Omsorg, Aarhus Kommune.

    Mere end bare et praktisk problem

    Udfordringen rækker videre end det rent praktiske. Nuværende kompressionsstrømper skal påsættes, før borgeren står op om morgenen, og håndteringen belaster personalet ergonomisk. Nogle borgere har behov for kompressionsbandager, der kræver specialuddannet sygeplejerske og hyppige omlægninger.

    "Det har betydning for alt fra arbejdsmiljø til selvhjulpenhed. Vores plejepersonale oplever at fingre og håndled bliver slidt. Borgerne oplever at de skal vente med daglige gøremål, hvis de ikke selv kan håndtere kompressionsstrømpen," fortæller Mette Callsen.

    Godt fremmøde og konstruktiv dialog

    Arrangementet, der bød på oplæg fra blandt andre Peter Høgh Mikkelsen fra Aarhus Universitet, blev godt modtaget. Stemningen var god, og dialogen mellem kommune og private aktører gav håb om videre udvikling.

    "Vi tog et lille skridt, der forhåbentligt gav inspiration til videre udvikling," siger Mette Callsen om dagens resultat.

    Fakta:

    Læs mere om velfærdsteknologi i Aarhus Kommune her. 

    Læs mere om TechCircle her.

    Sidst opdateret: 6. oktober 2025