Gå til hovedindhold

En hjælpende hånd fra din digitale tvilling

Begrebet ’digital tvilling’ kommer i fremtiden til at betyde en endnu større forskel i offentlige såvel som private virksomheders arbejde. Udfordringen er imidlertid store startomkostninger og manglende viden om, hvad en digital tvilling kan hjælpe med. Det betyder, at det i dag primært er store virksomheder, der har glæde af teknologien.

  • Læs op

Indhold

    Mange planlæggere i danske kommuner har fra tid til anden nok ønsket sig at kunne forudsige ret præcist, hvad konsekvensen vil være ved at lukke en vej, omdanne parkeringspladser til parker eller vurdere konsekvenserne af et forandret klima, når man planlægger fremtidige byudviklingsprojekter. På samme måde kan man i private virksomheder have ønsker om at forudsige ganske præcist, hvornår en maskine, robot eller anden teknologi har brug for vedligehold. Både for at mindske den tid, vedligeholdelsesarbejde tager, men også i forhold til at kunne sælge præcise ydelser i form af eksempelvis serviceaftaler på det materiel, man producerer og sælger.

    ”Når vi arbejder med begrebet digitale tvillinger, er det netop nogle af de her ting, man kan bruge teknologien til. Man kan så at sige lægge et ekstra lag på ens forretning, hvis ens digitale tvilling er præcis nok,” fortæller Peter Gorm Larsen, der er professor i software og computerteknologi på Aarhus Universitet.

    I praksis er en digital tvilling et koncept, som gør det muligt at komme med forudsigelser om, hvordan dens tilhørende fysiske tvilling performer. Det sker baseret på data som kommer løbende over tid og for eksempel kan sammenlignes med historisk data, som kan komme ind i en model af den fysiske tvilling, så man kan se, om den opfører sig som forventet.

    ”Værdien ligger i, at man kan få et relativt klart billede af en konsekvens af en handling, eller en forudsigelse på eksempelvis en vedligeholdelsesopgave, inden det er sket i praksis. På den måde kan man kvalificere store beslutninger eller bruge teknologien til at yde endnu bedre service,” siger Peter Gorm Larsen.

    Høje startomkostninger

    I dag er det sådan at det primært er de store virksomheder, der har råd til at købe sig til teknologien, som bruger den. Og ifølge Peter Gorm Larsen er det en skam.

    ”Alle virksomheder – store som små – kan bruge digitale tvillinger til at styrke deres forretning ved at bringe nye digitale services til deres kunder. Derfor skal vi arbejde på at få udbredt viden om teknologien og dermed få flere leverandører på banen, så markedet bliver nemmere for SMV’er at komme ind på.”

    Vidensniveauet skal op

    En af udfordringerne for at arbejde med digitale tvillinger er at mange ikke kan se potentialet eller forestille sig, hvad arbejdet med digitale tvillinger kan betyde for ens forretning. Derfor mener Peter Gorm Larsen også, at det er nødvendigt at udbrede viden om teknologien til både offentlige og private aktører.

    ”Det kan vi gøre gennem det formidlingsarbejde vi laver her på Aarhus Universitet, men også gennem forskellige projekter – eksempelvis TechCircle her i Midt og Østjylland – arbejder vi på at udbrede viden til især SMV’erne,” siger Peter Gorm Larsen.

    På den vis er digital tvilling også et lille smule misvisende navn. Tvillingen er nemlig ikke, som navnet antyder, en fuldstændig kopi af en hel by, virksomhed, eller område. Den digitale tvilling vil altid kun spejle så godt, som dem, der bruger teknologien, er i stand til at beskrive, hvad man vil have spejlet.

    ”Hvis man er skarp på, hvilke parametre man gerne vil udforske og har data som har høj nok kvalitet, kan man få rigtig meget ud af teknologien. Så dels skal man selv kunne beskrive, hvad man gerne vil og dels skal de data man bruger være gode nok. Til gengæld ligger der altså nogle ret store gevinster og venter forude, hvis man forstår at bruge teknologien,” siger Peter Gorm Larsen.

    Sidst opdateret: 22. januar 2024