Svejseapparat og digitalisering går hånd i hånd
Maskin- og betonproducenten FIBO Intercon har etableret sit eget laboratorie. Det er usædvanligt for en mellemstor virksomhed, men centralt for, hvordan FIBO Intercon har udviklet sig. I laboratoriet testes både de blandemaskiner virksomheden producerer, men også nye betonprodukter.
Kan hamp blive til byggematerialer, hvordan genbruger man gammelt beton i nye byggerier og hvordan får vi endnu bedre styr på data fra vores maskiner, så vi kan optimere produktionen? Det er nogle af de spørgsmål, der arbejdes med i hal 3 hos FIBO Intercon i den vestjyske by Videbæk. Her har virksomheden nemlig etableret sit eget laboratorie. Og selvom egen R&D afdeling lyder usædvanligt for en virksomhed med 25 medarbejdere, er faciliteterne helt centrale for udviklingen af FIBO Intercon.
”Jeg plejer at sige, at virksomheden hviler på to værdier – vi skal have det sjovt, og vi skal tjene penge. Vores laboratorieafdeling er i høj grad med til at understøtte begge dele,” siger Henrik B Jeppesen, der er administrerende direktør i FIBO Intercon.
FIBO Intercon producerer modulopbyggede blandemaskiner til beton, som bruges i byggebranchen, og har de senere år specialiseret sig i at lave løsninger, der nemt kan skræddersyes til de behov kunderne måtte have. Det kan være alt fra betondispensere i byggemarkeder til at opsætte en blandemaskine til sprøjtebeton i en mine 900 meter under jorden et sted i Sydtyskland.
”Fælles for alle vores løsninger er, at vi løser konkrete problemstillinger, mindsker spild og styrker den grønne omstilling, da man slipper for at køre beton rundt i landet, men simpelthen kan blande det på stedet. De senere år har vi så styrket vores fokus på produktsiden og arbejder rigtig meget med, at få nye grønne betonprodukter til at se dagens lys og hele tiden udvikle vores maskiner til at kunne arbejde med nye betontyper,” siger Henrik B. Jeppesen.
Digitalisering er nøglen
FIBO Intercon er oprindeligt en klassisk smedevirksomhed, men har de seneste 7 år haft et stærkt fokus på at digitalisere forretningen. Det hænger sammen med satsningen på de modulopbyggede blandere, som, hvis de skal være så fleksible som muligt, er helt afhængige af, at teknologien og data bag styringen hele tiden opdateres og udvikles.
”Tidligere fyldte digitalisering og data cirka 20 procent – i dag er det nærmere 80. Nøglen for os ligger i hele tiden at opsamle og analysere på data fra vores maskiner for derigennem at drive udviklingen for forretningen. Det er et paradigmeskifte i forhold til tidligere, men helt nødvendigt for vores videre vækst af virksomheden,” siger Henrik B. Jeppesen.
Innovationsnetværk er nødvendige
Man kan gøre meget selv, men ikke alt alene. Det er også en vigtig læresætning, som FIBO Intercon har taget med sig. Derfor har indgår virksomheden også i forskellige netværk med andre organisationer, som har digitalisering som spidskompetence. Det giver muligheder for samarbejde på tværs og at trække på hinandens styrker. Senest har FIBO Intercon stiftet bekendtskab med TechCircle, som er et innovations- og udviklingsprojekt i Midtjylland.
”Gennem det netværk, får vi mulighed for at få et endnu tættere samarbejde med nogle af de aktører, der ved allermest om digital transformation – og jeg har da en forhåbning om, at TechCircle kan blive rugekasse for spændende projekter, der kan understøtte den digitale rejse – ikke bare for os, men for mange SMV’er i Midtjylland,” siger Henrik B. Jeppesen.