Gå til hovedindhold

TechCircle sendt ud over rampen

Cirka 100 mennesker fra forskellige dele af Danmarks techmiljø var den 20. april med til officielt at åbne Midtjyllands innovationshub TechCircle.

Indhold

    En lang række forskellige virksomheder, klynger og offentlige myndigheder var samlet om at åbne Midtjyllands innovationshub TechCircle. Med Dokk1 som ramme i Aarhus fik de fremmødte en tour de force i, hvad TechCircle kan tilbyde og hvad det er man vil opnå.

    Efter velkomsttaler fra direktør i Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Charlotte Storm Gregersen og afdelingsleder i Erhvervshus Midtjylland Peter Ekmann – som begge kom ind på vigtigheden af tværsektorielt samarbejde og den vigtige nysgerrighed på, hvad teknologi og digitalisering kan gøre for de store udfordringer – lige fra klima til arbejdskraft – som samfundet står blev sigtekornet indstillet på hvilke tilbud TechCircle har.

    To vigtige målsætninger i TechCircle er dels at styrke muligheden for at teste teknologiske og digitale løsninger både i laboratorier men også i det virkelige liv. Derfor skal Aarhus Kommune være med til at stille testfaciliteter i byen til rådighed lød det fra chefen for Aarhus City Lab Jesper Algren.

    Derudover er kurser og uddannelsesforløb et andet centralt element. Jesper Askov Bonde Petersen fra Aarhus Universitet gjorde det tydeligt hvilke muligheder, der er for virksomheder – offentlige såvel som private – for at blive opkvalificeret på den digitale dagsorden.

    Input fra virksomheder

    Udover at blive klogere på TechCircle var virksomhederne Fibo Intercon og Capra Robotics også med. De bidrog hver især med hvad digitalisering og teknologi betyder for deres forretninger. For Fibo Intercon handlede det i høj grad om en digital transformation af deres virksomhed. Capra Robotics kunne vise forskellige robotter som blandt andet er udviklet i samarbejde med Aarhus Kommune.

    Fakta:

    Partnerne bag TechCircle er Erhvervshus Midtjylland, Aarhus Universitet, Aarhus Kommune, Alexandra Instituttet, WE BUILD DENMARK, FORCE Technology, Food & Bio Cluster Denmark, MADE - Manufacturing Academy of Denmark, CLEAN, DigitalLead.

    Projektet er støttet af EU Digital Europe Programme og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

    Sidst opdateret: 22. januar 2024