Højt engagement og gode diskussioner
En række virksomheder arbejdede i en TechCircle innovationsgruppe sammen om, hvordan man kan bruge data til at forbedre processer i produktionen.
Sammen med Manufacturing Academy of Denmark (MADE) og TechCircle, som MADE er en del af, har virksomhederne Orbital, Lambaek A/S, LJM - Lind Jensen og RUNI deltaget i en innovationsgruppe om data til forbedring af processer og produktionen.
Her har de med hjælp fra eksperter fra FORCE Technology og MADE og med inspiration fra hinanden arbejdet med at opsamle og analysere data, så den kan blive brugt til at forbedre processer i produktionen.
"Bare ved at vise helt simple resultater, har vi skabt meget større opmærksomhed ved værdien af data - nu kommer kollegaer faktisk og spørger om data," siger Lasse Jepsen, R&D Project Manager ved RUNI om at have deltaget i gruppen.
Det samme oplever Jakob Rølmer, Manager ved Design, hos LJM - Lind Jensen:
"Salgsafdeling spørger allerede, hvornår vi kan tilbyde overvågning af data som en service."
Tager de næste skridt
Men rejsen slutter ikke her. Virksomhederne vil arbejde videre med deres data opsamlet gennem projektet, lige som de også gennem TechCircle CD-EDIH får muligheden for at teste en såkaldt "IoT Sensorbox", udbudt af Alexandra Instituttet.
Ved hjælp af toolkit’et kan man med sensorer teste opsamling af forskellige data fra forskellige maskiner/målepunkter for at kunne vurdere, hvilken dataopsamling der er den bedste investering for en.