Gå til hovedindhold

Mød to Hackathon-vindere

Godt 100 studerende gennemførte i begyndelsen af februar tre Hackathons arrangeret af Erhvervsakademi Aarhus, Borgerservice og biblioteker i Aarhus Kommune og TechCircle. Mød to af vinderne, Marie Krüger Frøkiær og Magnus Kingo Danielsen.

  • Læs op

Indhold

    Over fem dage skulle studerende fra Erhvervsakademi Aarhus udvikle idéer til, hvordan Aarhus kan forbedre den demokratiske debat, byudvikling og fællesskaber på bibliotekerne.

    De tre Hackathon-temaer:  

    • Demokratisk selvtillid: Hvordan styrkes byens unge i at stille borgerforslag?
    • Udvikling af byens services: Hvordan kan de unge være med til at præge byudviklingen?
    • Digital samhørighed: Hvordan kan digitale løsninger understøtte og forlænge det analoge samvær?

    Formålet med Hackathons i regi af TechCircle er også at skabe synlighed omkring talentmassen i Midtjylland og forkorte vejen fra færdiguddannet til ansat. Blandt andet derfor bliver de studerendes arbejde bedømt af juryer med repræsentanter fra både det private og offentlige erhvervsliv.

    Marie Krüger Frøkiær, vinder i kategorien ”Digital samhørighed”

    Studerende fra Digital Konceptudvikling.

    Hvad går jeres løsning ud på – kort fortalt?

    ”Vi har i vores app-løsning præsenteret kommende biblioteksevents på en engagerende måde og har fokuseret på, hvordan vi kan aktivere brugernes sanser. Når sanserne bliver stimuleret, så lagres oplevelsen hos brugeren. I vores løsning har vi derfor arbejdet med at skabe noget visuelt i appen - et billede eller en film eller gøre brug af lyd.

    Vi har også forsøgt at få brugerne til at engagere sig før en analog oplevelse ved at stille små ’vidste du at…’- spørgsmål, der afslører et funfact om brugernes biblioteksadfærd for at få brugeren til at reflektere over, hvordan de selv gør.

    Vi har også snakket meget om, at en fed digital løsning gør det ikke alene – det kræver, at der bliver skabt et community omkring løsningen.”

    Hvordan har det været at deltage i et hackathon?

    ”Meget fedt! Det er lige min boldgade! Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med sådan noget her en dag, hvor man bruger tid på at lave research, som man kan bygge den bedst mulige løsning på” 

    Hvad har overrasket dig ved at arbejde med temaet Digital Samhørighed?
    ”Jeg var overrasket over, hvor komplekst det har været – i min gruppe kunne vi godt have drømt om meget mere tid til at innovere på vores løsning. Vi kunne godt have lavet flere interviews og testet mere.

    Til inspirationsdagen i mandags fik jeg også bekræftet, at det vi lærer her også kan bruges ret direkte efterfølgende – det var fedt at finde ud af, at vi snakker ret meget samme sprog og bruger de samme begreber som nogle af dem, der stod på scenen.”

    Magnus Kingo Danielsen, vinder i kategorien: Demokratisk selvtillid

    Studerende fra Web-udvikling.

    Hvad går jeres løsning ud på - kort fortalt?

    ”I vores gruppe, har vi arbejdet med, hvordan vi kunne få målgruppen af unge til at stille flere borgerforslag. Vores løsning er et redesign af den nuværende løsning for at indsende borgerforslag. Vi har forsøgt at forsimple oplevelsen på siden og så tænkte vi, at man kunne målrette interessante borgerforslag til lokalbefolkningen i et område – eksempelvis via e-boks.

    I vores løsningsforslag har vi også indtænkt et "education hub" hvis formål er at hjælpe med at informere de unge omkring alt den viden, man som ny borger/18 årig skal vide. 

    Og så har vi opfordret til, at man laver nogle kampagner på SoMe for, at det rent faktisk er muligt at lave borgerforslag som ung i Aarhus.”

    Hvordan har det været at deltage i et Hackathon?

    ”Det har været sjovt, selvom jeg ikke har kunnet bringe min viden fra webudvikling direkte i spil, da vi ikke havde tid nok til også at kode. Men jeg har lært en hel del af at arbejde sammen med folk fra digital konceptudvikling.”

    Hvad har overrasket dig ved at arbejde med Demokratisk selvtillid?

    ”Det overrasket mig, at det overhovedet er muligt at stille borgerforslag – det afslørede vores interviews også. Der var ingen af de unge vi spurgte, der vidste, at man kunne det.

    Jeg tror godt, jeg kunne finde på at kigge på borgerforslag og selv stemme.”

    Læs mere om de tre hackathons her!

    Sidst opdateret: 3. april 2024